februar 2023

Vores regnskab for februar

Udbytte og lejlighedskøb

Hold da op for en måned! Der er sket lidt af hvert for os i februar, vi er blandt andet blevet lejlighedsejere, men det uddyber vi nederst på siden.

Thea fik en pæn bonus fra sit arbejde. Det kom ret uventet, så det var en god overraskelse. Så har hun også tjent lidt ekstra på at yde redaktørhjælp til andre forfattere.

Som det også kan ses har vi fået udbytte fra vores indeksfonde. Det kommer hvert år i starten af februar. I år passede det perfekt, da vi stod og skulle betale et større beløb til køb af en lejlighed. Det kan også ses under vores udgifter, hvor vi har betalt 315.149 kr. i forbindelse med købet.

Så gik Theas gamle cykel i stykker, og det kunne ikke betale sig at få den repareret. Så det blev til en “ny” brugt cykel til 1.200 kr.

Vi har været en tur i Nykøbing hos Stefans mor i en uges tid. Det skyldes renovering i vores lejlighed. I den forbindelse var vi også til kobberbryllup, hvor vi havde en gave med.

Opsparingsrate for februar

%

Vores nødopsparing er tømt, da vi skulle bruge pengene til købet af lejligheden.

Det samme gælder for vores feriekonto, her har vi også taget halvdelen af pengene. Vi har dog prioriteret at lade 10.000 stå, da vi gerne vil ud og rejse senere i år.

Vores fællesopsparing er også blevet tømt. Vi har brugt alle pengene på købet af lejligheden. Så vi skal til at starte forfra med at spare op. Det bliver en lidt anderledes følelse.

I februar har vi ind til videre investeret 1.905.000 kr. af vores egne penge. Vores investeringers samlede værdi kan ses længere nede på siden.

I denne måned har vi investeret 0 kr. Du kan læse længere nede på siden hvorfor.

INVESTERINGER I FEBRUAR

kroner investeret

NORDNET

Sparindex INDEX DJSI World KL

Sparindex INDEX Globale Akt Min Risk KL

Sparindex INDEX OMX C25 KL

Sparindex INDEX Globale Aktier KL

I alt 0 kr.

SaxoInvestor

Sparindex INDEX USA Growth KL

Sparindex INDEX Europa Small Cap KL

Sparindex INDEX USA Small Cap KL

I alt 0 kr.

Vores samlede investeringers værdi: 1.735.706 kr.

Vil du også investere? Lær hvordan du kommer i gang her!

Konklusion for februar

Sikke en omvæltning der er sket i denne måned, hvor skal vi starte!

Vi har som altid fået udbytte her i februar for de indeksfonde vi ejer. Det blev til 118.796 kr. efter der er trukket 27% i skat. Vi skylder sådan set nok SKAT nogle flere penge, da vi også skal betale 42% i skat af noget af det samlede beløb vi fik i udbytte. Men det kigger vi på senere på året.
I forbindelse med udbyttebetalingen falder indeksfondene tilsvarende i værdi. Sammen med den mindre nedgang der også har været på aktiemarkedet, betyder det at vores investeringer cirka er faldet med 200.000 kr. Det er jo ikke så sjovt. Normalt plejer vi at geninvestere pengene vi får i udbytte, men det har ikke været muligt i år, da vi skulle bruge pengene på noget andet, (køb af lejlighed).

Hvis du har fulgt med på vores side, ved du måske også at vi bor til leje. Det er Theas forældre der i sin tid købte lejligheden, som vi bor i, så Thea havde et sted at bo da hun studerede. På grund af det praktiske mm. er Theas forældre ikke længere interesseret i at eje lejligheden, og i den forbindelse kom det på tale, at vi måske kunne købe lejligheden. Alternativet var at vi skulle finde et nyt sted at bo i København, og det er vi absolut ikke interesseret i lige nu. Så købet af lejligheden er noget vi har arbejdet hen i mod her de sidste par måneder, og det er langt om længe kommet på plads, så vi her fra d. 1 marts 2023 nu er de nye ejere af lejligheden.

Det var en stor beslutning for os, da det jo ændrer en del i vores planer og den FIRE-rejse vi er på. Økonomisk set har vi tømt alle vores konti for at få råd til udbetalingen og de udgifter det nu engang er i forbindelse med køb. Det er ikke en rar følelse at næsten stå med 0 kr. på vores konti, og det betyder også at vi jo ikke kan investere de penge, da de nu er bundet op i lejligheden. Vi får dem selvfølgelig igen når vi sælger på et tidspunkt, men vi skal stadig lige vænne os til, at vi ikke kan investere dem i indeksfonde som vi havde planlagt.

Et vigtigt aspekt ifm. købet af lejligheden var også, hvad vores udgifter ville blive i fremtiden. Indtil nu har vi betalt 8.000 kr. i husleje inkl. a conto forbrug. Det var vigtigt for os at vi kunne blive i det prisleje, hvis vi købte lejligheden. Det er selvfølgelig ikke lige til at udregne helt præcist, men ud fra vores egne beregninger, burde det blive nogenlunde det samme. Når vi betaler termin går det meste jo til at betale renter, men en del af beløbet går til at nedbringe gælden, som i princippet er en form for opsparing, da vi burde få de penge igen ved et salg. I den forbindelse får vi også fradrag for renterne, så vi fremadrettet burde få lidt mere udbetalt. Men alt det må vi se på i de kommende måneder for at få et lidt mere præcist overblik.

Der er også et større renoveringsarbejde i gang i den ejendom vi bor i, og vores lejlighed. Faldstammerne i køkkenet og på badeværelset skal renoveres. Det betød at vi måtte hjem til Stefans mor og bo i en uges tid imens det stod på. De er dog kun færdige med køkkenet, så vi skal også en tur afsted igen i marts når de skal renovere badeværelset. I mens vi var i Nykøbing, havde Stefans mor og hendes mand kobberbryllup, så det var også hyggeligt.

Og nå ja, så er vores opsparingsrate -94% i denne måned, det er vist en ny rekord. Det er slet ikke sikkert det giver mening at tale om opsparingsrate når vi er ned i det negative, men vi har jo i princippet brugt flere penge end vi har tjent.

Vi fik investeret 0 kr. i februar. Til dags dato har vi investeret 1.905.000 kr. og vores samlede investeringers værdi er på 1.735.706 kr. Det betyder, at vi er nået op på 51% af vores FIRE mål.

  • Vores mål 51% 51%

Vil du også gerne spare mere op?

På Sparsommelig har vi mange gode tips og tricks til, hvordan du kan højne din opsparingsrate.