februar 2024

Vores regnskab for februar

Udbytte og baby på vej

Puha, februar har været en travl måned føler vi. Som en trøst har vi dog fået et pænt udbytte på næsten 78.000 kr. Vi har dog snakket om, om vi egentlig “snyder” os selv, ved at tage det med i budgettet, men det kan vi tale om nederst på siden.

Vores lønninger har ændret sig lidt. Stefan har fået en lønforhøjelse, men samtidig skal vi fremover betale grundskyld og ejendomsværdiskat over skatten, så det vil jo kunne ses på det vi får udbetalt. derfor er Thea også faldet lidt i løn, og Stefan er steget en lille smule, trods en pæn lønforhøjelse.

Vi har brugt en del ekstra på vores fornøjelser og diverse post. Det skyldes, som overskriften fortæller, at der er en baby på vej, (Thea er gravid), og i den forbindelse har vi købt diverse ting til hjemmet mm. Mere om det nederst på siden.

Stefan var en tur til tandlægen, og selvom det var nogenlunde billigt i denne måned, var der desværre noget der skulle laves. Så der kommer lige en pæn regning en af de næste måneder.

Opsparingsrate for februar

%

Vores nødopsparing er blevet fjernet, og vi har i stedet lavet en “Husleje / A conto” konto til vores faste udgifter der betales hvert kvartal. Vi overfører 9.600 kr. hver måned til denne konto.

Vi har overført 1.000 kr. til ferieopsparingen i denne måned til fremtidige udgifter i forbindelse med ferie.

Der står lidt penge på vores fællesopsparing, men det er dog kun midlertidigt da vi investerer de penge løbende hver måned.

I februar har vi ind til videre investeret 2.285.000 kr. af vores egne penge inkl. geninvesteret udbytte. Vores investeringers samlede værdi kan ses længere nede på siden.

I denne måned har vi investeret 30.000 kr. og det er meningen at vi fremadrettet vil investere hver måned.

INVESTERINGER I FEBRUAR

kroner investeret

NORDNET

Sparindex INDEX DJSI World KL

Sparindex INDEX Globale Akt Min Risk KL

Sparindex INDEX OMX C25 KL

Sparindex INDEX Globale Aktier KL

I alt 100.000 kr.

SaxoInvestor

Sparindex INDEX USA Growth KL

Sparindex INDEX Europa Small Cap KL

Sparindex INDEX USA Small Cap KL

I alt 0 kr.

Vores samlede investeringers værdi: 2.339.103 kr.

Vil du også investere? Lær hvordan du kommer i gang her!

Konklusion for februar

Som sagt så er der sket lidt at hvert i denne måned, og vi har diskuteret om vi snyder os selv, ved at tage udbytte med i vores regnskab. Så er Thea også gravid, og har været det et godt stykke tid, så der kommer en baby til verden om et par måneder 🙂

Lad os starte med at kigge på vores udbytte(r), og hvilke tanker vi har gjort os mht. at vi snyder os selv.
Når vi har fået udbytte hvert år i februar, har vi altid taget det med som en indkomst i vores regnskab. Men samtidig geninvesterer vi også udbyttet samme måned, så pengene bliver egentlig bare trukket ud af vores investeringer, hvor vi betaler skat, og resten bliver investeret igen med det samme. Det påvirker to ting i vores månedsopdateringer.

1. Vores opsparingsrate

2. Vores “Total investeret” beløb

Så hvad har det med at snyde os selv at gøre? For det første får vi en “kunstig” høj opsparingsrate, som egentlig ikke afspeljer vores reelle indtægt i februar. Det gør også at vores gennemsnitlige opsparingsrate for året bliver lidt højere end den burde. Det er måske i sig selv ikke så slemt, da man som sådan ikke kan bruge opsparingsraten til så meget i sidste ende.

For det andet giver det et skævt billede af, hvor mange penge vi selv har investeret af vores opsparede penge fra vores indkomster. Grunden til det er et “problem” er at det giver et forkert billede af, hvor mange penge vores investeringer egentlig er vokset. Som det står lige nu i vores opdatering for denne måned, vil du kunne se følgende:

Total investeret: 2.285.000 kr.

Vores investeringers samlede værdi: 2.339.103 kr.

Ud fra disse to tal ligner det jo at vi sådan set kun har “tjent” cirka 54.000 kr. på at have investeret. Taget i betragning at vi har investeret over 2 millioner kroner og været i gang i snart 5 år, er det jo ikke et særligt pænt resultat.
Men hvis vi kigger på, hvor meget vi har fået i udbytte i den tid vi har investeret, og modregner det vores “total investeret” beløb, giver det et andet billede. Hvis vi ikke har regnet helt forkert, har vi cirka fået 250.000 kr. i udbytte de sidste 5 år. Ud over det, har vi også fået cirka 119.000 kr. i udbytte i 2023, som vi brugte på købet at vores lejlighed, og derfor blev de penge ikke geninvesteret. Så vi tager altså kun højde for de 250.000 kr. Lad os se engang:

Total investeret: 2.285.000 kr. – 250.000 kr. (udbytte) = 2.035.000 kr.

Nu ser det lige pludselig lidt pænere ud, hvis vi minusser vores investeringers samlede værdi med de 2.035.000 kr. som er vores reelle “total investeret” tal uden udbytte. Det giver 304.000 kr. i stedet for de 54.000 kr. som vi startede med at regne ud.

Betyder det at vi ændrer vores regnskaber fremadrettet? Nej, det synes vi ikke giver mening, når vi har gjort det så længe. Men under afsnittet “Vores investeringer” i vores månedsopdatering vil der så fremadrettet stå: “I denne måned har vi ind til videre investeret X af vores egne penge inkl. geninvesteret udbytte.”

Så hvad skal hele denne her lange smørre så gøre godt for? Forhåbentlig er det en forklaring på, hvorfor vores tal ser ud som de gør, og vi er opmærksomme på det. Og måske kan vi konkludere at det giver kun mening at tage udbytte med som indkomst den dag vi begynder at bruge pengene til at leve for, og ikke geninvestere dem.

Og nu til den egentlige nyhed, der er langt mere vigtig end alle de her tal, (i hvert fald for os). Thea er gravid, og vi bliver forældre om et par måneder. Det betyder desværre også at vores FIRE-rejse slutter her, da det er umuligt at spare penge op når man har børn.. (Ville vi have sagt, hvis vi skulle lytte til alle de åndssvage kommentarer der ind i mellem er til de artikler vi er med i). Dårlig joke og måske en lidt spydig kommentar, men på en måde bliver det nu meget dejligt at slippe for at høre på kommentarer som disse: “Har i børn? Nå nej, så er det jo derfor i kan gøre som i gør.” eller “Ja det er jo klart de kan spare så meget op, de har ikke børn..” eller “Fedt at de skal leve på en sten resten af livet uden børn”.
Det er jo lidt trist, hvis nogen tror at børn er en stopper for en mere økonomisk fri fremtid. Eller måske er det bare noget de siger til sig selv, som en dårlig undskyldning for, at de ikke selv sparer op. Folk med disse tankegange eller kommentarer fralægger sig ansvaret for deres egen økonomi, ved at skyde skylden på deres børn. Og så lige helt lavpraktisk, hvis de nu gad og kigge i vores budget kan de se at vi cirka sparer 30.000 kr. op om måneden, vel og mærket uden børn. Nu er der så et barn på vej, og forhåbentlig kommer barnet ikke til at koste 30.000 kr. om måneden 🙂

Ja vi er godt klar over at vores økonomi ændrer sig, der vil automatisk komme højere udgifter til mad, fornøjelser og diverse, daginstitution, osv. Men derfor kan vi stadig godt tage nogle bevidste valg om, hvad der skal købes og hvad det skal koste. Vi køber f.eks. alt babytøj og udstyr genbrugt, vi har endnu ikke købt noget fra nyt, på nær en enkelt bæresele, der stort set kostede det samme fra ny som brugt.
Vi er også begge så heldige at vi har nogle hjælpsomme forældre, som mere end gerne vil hjælpe os med at købe alle de ting, der skal bruges til når barnet kommer. Det virker måske ret forkælet, men hvis vores forældre selv tilbyder at købe diverse ting / gaver til barnet, er det ikke noget vi vil sige at de ikke må. Det er deres måde at vise de gerne vil hjælpe os på, og det vil vi ikke tage fra dem, for at “bevise” vi sagtens kan betale for det hele selv. Desuden har vi også sagt til dem at alt hvad de køber skal være genbrugt.

Lad os lige runde hvad der ellers er sket i måneden. Stefan har hjulpet sin far med at flytte, så han har været en uges tid i Nykøbing F. for at hjælpe med det efter arbejde. Thea har været et par gange i Århus, da hun skulle holde foredrag omkring det at være forfatter samt deltage på en bogmesse. Stefan var en tur til tandlægen og der var desværre et hul, der skal laves. Det er jo ikke noget nyt. Selvom tandlægen siger han passer sine tænder flot, og han ikke kan gøre det bedre. Tandlægeregninger, suk!

Hold da op en lang smøre. Jeg tror vi slutter den af her. Hvis du nåede hertil så tak fordi du læste med!

Vi fik investeret 30.000 kr. i februar. Til dags dato har vi investeret 2.285.000 kr. og vores samlede investeringers værdi er på 2.339.103 kr. Det betyder, at vi er nået op på 69% af vores FIRE mål.

  • Vores mål 69% 69%

Vil du også gerne spare mere op?

På Sparsommelig har vi mange gode tips og tricks til, hvordan du kan højne din opsparingsrate.