5 undskyldninger for at du ikke er begyndt at investere endnu!

Sep 20, 2020Motivation

Du vil rigtig gerne i gang med at investere. Du ved, at det kan gavne dig på sigt, og det kan bringe dig tættere på økonomisk frihed, tidligere pension, eller hvad dine mål må være, men… du kommer bare ikke i gang. Det er i hvert fald svært for dig at begynde.

Vi har selv stået i den situation for ikke mindre end 2 år siden! Vi anede ingenting om investeringer, og vi var bange for at miste vores hårdt optjente penge. I virkeligheden var vi bange for det ukendte, en investeringsverden som kun er for “professionelle” – troede vi.

Vi mennesker er nemlig rigtig gode til at komme med undskyldninger over for os selv, for at udskyde livsændringer og aktiviteter – især dem som ligger udenfor vores comfortzone! 

I dette blogindlæg vil vi stille skarpt på de 5 undskyldninger, som ofte bruges for ikke at komme i gang med at investere og argumentere for, hvorfor de ikke skal stoppe dig fra at begynde!

1. Jeg har ikke en kandidatgrad indenfor investering og økonomi

Nok den hyppigste undskyldning for ikke at komme i gang. Du har allerede meldt dig ud af kampen, før du begynder. For investering er vel kun for bankerne og mænd i jakkesæt på Wall Street, der sidder inde bag nogle lukkede døre og handler med aktiepapirer? Nej, du kan sagtens være med, og faktisk har du lige så gode odds, for at tjene penge på investeringer som de “professionelle”. Hvis du vælger at investere i indeksfonde vil du allerede helt automatisk have lavet bedre investeringer end de aktive daytraders, (en person der handler/sælger aktier dagligt), eller hvis du lader en aktiv forvalter i banken investere for dig.

Investeringer er for alle og ikke kun en snæver del af befolkningen. Du skal selvfølgelig bruge nogle uger / måneder på at sætte dig ordentligt ind i hvad du investerer i. Men den viden du tilegner dig er bogstaveligt talt guld værd!

2. Det er en jungle, jeg aner ikke, hvor jeg skal starte!

Investeringsverdenen kan helt klart føles overvældende til at starte med. Der er mange muligheder, men slå koldt vand i blodet og tag en ting ad gangen.

Hvis du gerne vil igang, så prioritér at læse og lære om investeringer f.eks. i bøger eller på nettet. Skal du f.eks. investere passivt eller aktivt? I enkeltaktier, indeksfonde eller ETF’er? Og hvad er forskellen på alle disse ting?

Du kan læse meget mere på vores hjemmeside, omkring de forskellige investeringsmuligheder der er, samt hvor du kan investere. Det er nemlig ikke kun gennem bankerne, og det er meget billigere hvis du gør det selv!

Brug god tid på at sætte dig ind i det hele. Og husk at du altid kan spørge folk til råds. Meld dig ind i nogle Facebook-grupper, som har fokus på investering.

3. Jeg har ikke nok tid til at investere

Rigtig mange tror, at det er enormt tidskrævende at investere – og noget de hele tiden skal holde styr på dagligt, fordi de skal følge med i aktiekurserne. Og her kommer det helt an på hvilke former for investeringer du vælger.

Medmindre du gerne vil være daytrader, så kan du roligt forvente, at det at investere ikke bliver en tidsrøver. Hvis du f.eks. vælger at investere i indeksfonde, er det meget lidt tid du skal bruge. Her er det nok at bruge et par timer om måneden, på at lave dine investeringer.

Der findes også muligheder, hvor du kan automatisere dine investeringer og gøre det endnu nemmere for dig selv, så du ikke skal ind og overføre og købe hver måned. Det kan du gøre på Nordnets funktion der hedder “Månedsopsparingen”.

Det som kan tage tid er forberedelsen, INDEN du begynder at investere. Vi vil anbefale dig, at du bruger tid på at lære om investering, aktier osv. – og at du afklarer med dig selv, hvilken investeringsprofil, der passer til dig og hvor risikovillig du er. Når først alt dette er på plads, kommer du fremadrettet ikke til at bruge særlig meget tid på dine investeringer. Medmindre du selvfølgelig synes, at det er spændende og vil lære mere.

4. Der er alt for stor risiko for, at jeg mister mine penge!

Rigtig mange, som vi snakker med, har denne frygt. Vi forstår dem udmærket godt – og nej, vi har bestemt heller ikke lyst til at miste vores penge, som vi har investeret. Men hvor intet vover, intet vinder. Hvis dine penge bare står i banken på din lønkonto bliver de ædt op af inflationen.

Vi stod selv med den samme frygt inden vi gik i gang med at investere. Og det er også grunden til at vi først er gået i gang for omkring 1½ år siden. For indtil da så vi også aktier og investeringer som noget, hvor vi bare ville miste alle vores penge. Men efter vi satte os ind i hvordan det fungerer, er det slet ikke noget vi tænker over mere.

Forstå os ret, du skal stadig nøje overveje, hvad du vælger at investere dine penge i. For du kan stadig miste dine penge, alt efter hvad du investerer i. Hvis du er meget risikovillig kan du investere i iværksættervirksomheder, med chance for stor gevinst eller et stort tab. Men hvis du hellere vil investere mere sikkert, kan du f.eks. vælge at investere i store virksomheder, som du tror på stadig er der i fremtiden.

Vi vil selv argumentere for, at du spreder din risiko. Det betyder simpelthen, at du vælger at investere dine penge i noget forskelligt. På den måde er du sikret, hvis en af dine investeringer ikke går så godt – så opvejes det af noget andet.

Og husk, du mister kun dine penge, hvis du sælger! Så hvis du f.eks. ser at din aktie eller indeksfond mister værdi, så “hold den” og lad være med at sælge. Der er en god chance for at den stiger igen på et tidspunkt – og hvis du har en langsigtet investeringsstrategi har du slet ikke noget at bekymre dig om lige foreløbigt. Mange mennesker laver den fejl at de køber og sælger aktier med deres følelser. Når det begynder at gå dårligt så sælger de alt, fordi de ikke vil miste deres penge. Når det så begynder at gå godt igen så køber de aktierne igen. Men det er næsten umuligt at time markedet, så det vil i sidste ende koste dig dyrt, hvis du hele tiden sælger og køber.

5. Jeg har ikke nok penge at investere for

Du kan gå i gang med at investere, selvom din konto ikke bugner af guld. For bare 500 kr. kan du komme i gang med at købe lidt ind hver måned og opbygge din investeringsportefølje. Og jo hurtigere du kommer i gang jo hurtigere begynder din portefølje at vokse, og du får glæde af renters rente og udbytte! Husk på at mange bække små gør en stor å.

Det er langt fra alle, der kan investere for 5.000 – 10.000 kroner eller mere om måneden, og det er bestemt ikke forventet, at du skal lægge det samme nødvendigvis. Du kan sagtens være med for færre penge. Der er ingen regler! Lad i hvert fald ikke denne undskyldning stoppe dig – eller nogen af de andre!

1 Comment

  1. Thomas Poulsen

    Gider man ikke sætte sig dybere ind i investering, så begynd på June (Danske Bank) eller Nora (Nordea) og lignende. Lave omkostninger i forhold til private banking og skalerbar risiko.

    Jo yngre man er nær man begynder, jo større risiko kan man tage.

    Reply

Submit a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.